Klar til fremtidens toiletbesøg

2017-06-26 - Rensningsanlægget Frederikssund Spildevand er blevet forberedt til, at 20.000 nye indbyggere i kommunen kan skylle ud i toilettet i 2035.

Frederikssund Kommune er et af Danmarks største byudviklingsprojekter i fuld gang i den nye bydel Vinge, hvor der skabes plads til 20.000 indbyggere og 4.000 arbejdspladser midt i naturen kun 40 minutters kørsel fra København. Til sammenligning bliver Vinge med sine 370 hektar næsten 20 pct. større end Ørestaden.

I dag dækker Frederikssund Spildevand 30.000 personer i Frederikssund by og opland, men det nye udbyggede anlæg er således forberedt til at kunne rense spildevand for 50.000 personer, når Vinge står fuldt bebygget.

Elinstallatørfirmaet H. Helbo Hansen har haft el-entreprisen på anlægget, der under udvidelsen har fået nye tavler i form af maskinsektionstavle, bygningstavle og kontroltavle med ABB-komponenter.

– Maskinsektionstavlen har en quick-connector med mulighed for at tilkoble nødgenerator, og hele anlægget er frekvensreguleret med frekvensomformere fra ABB, fortæller Peter Bundsgaard, der er projektleder hos H. Helbo Hansen.

Nænsomt installeret

I tavlen er alle patchkabler oplagt med velcrobånd, for kommunikationskabler kan miste evne til at lede, hvis de strammes for meget til under monteringen. Patchkablerne er vitale for driften, da de bliver anvendt til kommunikation mellem procesinstrumenterne og udstyret i driften.

Rensningsanlægget forbruger 1,23 millioner kilowatttimer og kan rense over 200 millioner kubikmeter vand om året. Vandet løber igennem uden brug af pumper. Der er valgt LED-belysning, og det er bundbeluftningen af de store spildevandskar, som bruger hele 60 pct. af det samlede elforbrug på stedet.

- Vi ligger i et bynært område, og derfor har der været store krav til, at rensningsanlægget er både lugt- og støjfrit. For at minimere støj er pumperne derfor placeret i pumpehusets kælder under jorden, fortæller driftschef Thomas Bergmann fra Frederikssund Spildevand.

I tavlerne er anvendt ABB-produkter

Maksimalafbrydere
Kontaktorer
Motorværn
Strømforsyninger
Frekvensomformere med Profinetkort
Automatsikringer
Kombirelæer
HPFI-relæer
Lastbrydere
Sikkerhedsafbrydere
Frekvensomformere

Om H. Helbo Hansen
Elinstallatørvirksomheden H. Helbo Hansen har hovedsæde i Hedehusene og beskæftiger 120 medarbejdere fordelt i en forsyningsafdeling, en serviceafdeling, en alarm- og brandafdeling samt en afdeling, der servicerer Metroens byggepladser.

H. Helbo Hansen har servicen på pumpestationer og anlæg hos Frederikssund Spildevand.

Søg



KONTAKT OS