En unik plug & play-løsning

2017-12-19 - Søndersø Vandværk har fået to nye specialbyggede frekvens-omformere fra ABB. Samtidig kunne vandværket genbruge de gamle kabler og selv stå for installationen. ABB kom endda med den billigste og mest troværdige løsning, fortæller elinstallatør Jimmi Lauritzen og elektriker Michael Petersen.

Søndersø Vandværk i Værløse er en vigtig brik i vandforsyningen hos Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR).
HOFOR leverer ca. 150.000 kubikmeter rent drikkevand om dagen til ca. en million aftagere.
I maj måned havde Søndersø Vandværk et havari med deres gamle frekvensomformer. Så nu stod elafdelingen i HOFOR over for et afgørende valg. Spørgsmålet var, om de skulle holde fast i den gamle leverandør eller finde en ny til frekvensomformeren på Søndersø Vandværk.

- Vi kendte ABB’s frekvensomformere fra vandværket ved Regnemark. Her havde vi gode erfaringer med de fire, vi havde udskiftet, selvom de var knap så store som her. Så tilliden var der allerede, fordi de har fungeret i 5-6 år uden nedbrud, siger Jimmi Lauritzsen, leder og elinstallatør for el-afdelingen i HOFOR Vand. Den består af seks medarbejdere og holder til på Parkstien i København SV. Samlet er der ansat ca. 120 medarbejdere i HOFORs vandforsyning.

Support er afgørende
- Selvom vi skulle skifte til ABB’s frekvensomformere, skulle vi hverken udskifte kabler eller bore nye huller i gulvet. Samtidig var frekvensomformerne en del billigere. Og det kan man godt se fornuften i som driftsmand. Men man vil heller ikke have noget billigt for enhver pris. For god support er vigtig, men her har der heller ikke været nogen problemer. Når man så står med en løsning, der både er billigere, og som samtidig er tilpasset, er det ikke svært at beslutte sig, siger Michael Petersen, der er elektriker i afdelingen. Han fortsætter:

- Vi havde tre drev, hvoraf det ene som sagt var brændt af. Samtidig kunne vi se, at vi ville blive alvorligt presset, hvis endnu et drev stod af på Søndersø Vandværk. Hvis det bare var enkeltstående, ville det være ok, men hvis der opstod problemer på nogle af de andre vandværker, ville vores vandleverance få problemer.
Derfor beslutter HOFOR Vand Drift, at man vil udskifte to 400 kW-frekvensomformere på Søndersø Vandværk.

6–8 ugers leveringstid
- Salgsingeniør Christina R. Høyer fra ABB Drives Service kommer ud, tegner og fotograferer de eksisterende installationer. I fællesskab finder vi ud af, hvordan den nye løsning skal være. Efter en 6-8 ugers leveringstid monterer vi så den første frekvensomformer indbygget i kabinet den 16. august.
Den anden bliver leveret lidt senere, fortæller Michael Petersen og fortsætter:
- Omformeren ankom kl. 09:40. Vi var fire mand, der trillede den ind i hallen, tog kranen og løftede den på plads. Allerede efter halvanden time var de tykke ender sat på, og vi kunne gå over og spise frokost, fortæller Michael Petersen.

En super oplevelse
- Vandet er det reneste af det rene, siger Jimmi Lauritzen, da vi står i den smukke bygning med trykpumperne. Langs væggen står de to skabe med de nye frekvensomformere fra ABB. De sikrer, at trykpumperne sender et konstant flow ud i Københavns vandforsyningsledninger. Pumperne leverer 1.300-1.400 kubikmeter vand i timen.
Med genanvendelsen af kablerne, der er oppe i den tunge ende, to stk. 4x240 mm2 parallelt, var det ikke nødvendigt at bore nye huller i gulvet til kablerne. Den enkelte løsning betød, at el-afdelingen selv kunne stå for installationen, fordi den ikke kom til at stå i vejen for afdelingens øvrige opgaver.

- Vi bruger tiden på alle specialopgaverne, fejl og installationer, der skal skiftes. Vi kan lave det hele, men vi påtager os ikke de længerevarende opgaver, for så er der andre opgaver, vi med vores bemanding ikke kan tage os af. Her anvender vi eksterne leverandører, understreger Jimmi Lauritzen.
Den unikke tilpassede løsning fra ABB betød, at installationen hverken var tidskrævende, eller at vandforsyningen kom i en sårbar situation.
- Den første montering strakte sig over to dage, den anden monterede vi på én dag. Dog minus tiden, vi skulle parametrere den, siger Michael Petersen meget begejstret.
- Det her har helt sikkert været en super god oplevelse, slutter Jimmi Lauritzen.

Søg



KONTAKT OS