Jordvarme fra istiden

2017-12-19 - Dybt under jorden i Broager ligger en gammel, saltvandsfyldt dal fra istiden, hvorfra det lokale fjernvarmeselskab forsyner byen med CO2-fri jordvarme.

I Broager forsyner et nyt jordvarmeanlæg med frekvensomformere borgerne med hele 74 pct. af byens varmebehov. Under jorden i 200 til 250 meters dybde ligger en begravet dal fra istiden, hvori der står saltholdigt vand, som pumpes op og bruges til varmeindvinding.
Grundvandsvarmepumpe-anlægget, der har fire indvendingsboringer og fem returboringer, henter 400 kubikmeter vand op i timen, som afkøles fra 11,5 til 2,5 grader.

- Vi ville finde en moderne og CO2-neutral energikilde og kom i tanke om en gammel prøveboring, hvor vi havde fundet saltholdigt vand, som vi ikke kunne bruge til drikkevand, fortæller Poul Bonde Christiansen fra Broager Fjernvarmeselskab, der også driver Broager Vandværk.
Anledningen var, at et særligt tilskud, kaldet grundbeløbet, forsvinder i 2018. Det ville medføre prisstigninger for 1.120 husstande i forsyningsområdet, hvilket nu undgås med det nye anlæg. Samtidig får de en langt mere CO2-fri forsyning end tidligere, da jordvarmeanlægget er et supplement til et 10.000 m2 solvarmeanlæg fra 2008, der forsyner området med 16 pct. af varmebehovet. Derved har Broager 90 pct. CO2-fri varme, og de resterende ti pct. bliver produceret med gas. Broager Fjernevarmeselskab var som udgangspunkt bygget som et naturgasfyret varmeværk.

Brugervenlige frekvensomformere
I jordvarmeanlægget benyttes motorer, frekvensomformere og lavspændingsmateriel fra ABB. De ti frekvensomformere i anlægget er på op til 250 kilowatt, og til pumperne og kompressorerne i anlæggets kølesekvens er der valgt en væghængt 200 kilowatts frekvensomformer som en færdig løsning.

- Den væghængte frekvensomformer er plug and play, så vi bare kan frakoble og udskifte den, hvis noget går i stykker, forklarer Poul Bonde Christiansen, der fremhæver det som en fordel, at ABB’s frekvensomformere kan overvåges direkte via det indbyggede display.
- Det betyder meget, at frekvensomformerne har displayet, hvor vi kan se forløbet. Det er også godt, at de er til industriel brug og har rigtige knapper i stedet for en touch-skærm, så de kan betjenes med våde eller beskidte fingre, uddyber Poul Bonde Christiansen.

Grundvandsvarmepumpe-anlægget er på fire megawatt og forventes at have 5.000 driftstimer om året.

Søg



KONTAKT OS