Opskriften på succes

2016-10-19 - En god Combiovn til professionel brug er kendetegnet ved at have nøjagtig styring af temperatur, luftfugtighed og airflow. Det resultat opnår Hounö ved hjælp af ABB's frekvensomformere.


Sammenlignet med en almindelig ovn til brug i husholdningen er professionelle Combiovne højteknologiske vidundere, hvor alle processer i bagning og stegning er mulige at styre og forprogrammere. I hvert fald hos Hounö hvor nørderi inden for teknologi og kokkerering går op i en højere enhed og skaber vækst. På trods af at Hounö er den Combiovn-producent, der producerer i det dyreste produktionsland i verden, nemlig Danmark

- En af de vigtigste funktioner er airflow – altså den måde, vi fordeler varmen på. Vores Combiovne har et reverserende blæsehjul, der vender luftstrømmen, så maden bliver tilberedt ensartet i hele ovnen. Der er rigtig meget styring på det, ligesom der også er varmestyring i ringvarmelegemet, hvor varmen kommer fra, og det er ABB’s frekvensomformere, der styrer det hele, fortæller product manager og chef de cuisine Rasmus V. Larsen fra Hounö.

Den nøjagtige styring danner grundlag for en forprogrammeret programpakke, hvor ovnene med ét tryk på en knap helt perfekt kan tilberede alt lige fra bearnaisesauce til macarons og spejlæg. Programpakkerne tilpasses efter kundernes behov, og ifølge Rasmus V. Larsen er det eneste, ovnene ikke kan fremstille, isterninger.

- Min passion er at hjælpe folk til at få bedre arbejdsgange. Vores store ovn kan tilberede 225 karbonader på 13 minutter, så de er helt ens stegt, og så har køkkenpersonalet på for eksempel et sygehus tid til at lave noget tilbehør fra bunden, forklarer Rasmus V. Larsen.

Da brugerne ofte arbejder i et stresset miljø, designer Hounö alle deres ovne med en syv tommers touchscreen med store ikoner, der betjenes i en intuitiv Android-brugerflade.

- Det er som at betjene en smartphone. Samtidig opsætter vi brugerfladen efter, om den skal benyttes af topkokke på en Michelin-restaurant eller studerende på en tankstation, understreger Rasmus V. Larsen.

Combiovne til alle formål
Hounö fremstiller to serier af Combiovne, der tilsammen kan tilpasses adskillige tusinder varianter. Visual Cooking-serien er beregnet til storproduktionsdrift, og den mindre CombiSlim er med sine 51,3 centimeter i bredden beregnet til tilberedning under trange forhold i for eksempel små køkkener på restauranter og cafeer eller på tankstationer.

CombiSlim blev lanceret af Hounö for kun fem år siden, men det relativt nye produkt har ramt en niche i markedet så godt, at det har medført stor ordretilgang hos Hounö. Derfor er der nu blevet indrettet en helt ny fabrik til CombiSlim efter Lean-princippet, hvor der på to en halv uge vil kunne produceres samme mængde, som Hounös oprindelige fabrik hidtil har gjort på et år.

- Vi stiller store krav til, at vores underleverandører er fleksible, da vi ikke ønsker at lagerføre komponenter. Her har ABB kunnet følge med vores produktion og været i stand til at levere det antal frekvensomformere, vi har brug for, understreger director of supply chain management Kim Merrild Thuesen fra Hounö.

Søg



KONTAKT OS