Robotter og teatermalere i kreativt samarbejde

2017-12-18 - Teatermalere har anvendt én af ABB's robotter til at forstørre julestemningen i København.

Som et monument i hvid marmor fylder en enhjørnings kæmpehoved et af de enorme vinduesfag hos ILLUM. Det sender en hel serie af gisp og andre overraskelseslyde igennem de passerende børn på strøget i København. Og samtidig vrimler det med fotograferende turister.
Kreative kræfter og robotteknologi er gået hånd i hånd i tilblivelsen af en del af ILLUM juleudstilling i år. Det er de to teatermalere Lone Odgaard Pedersen og Ferdinand Fleischer fra Odense Teater, som arbejder for firmaet WeCreateMagic, der har været med til at sætte præg på udstillingen. Blandt andet med det imponerende fabeldyr med det sylespidse horn i panden.
Lone er uddannet vinduesdekoratør, og efter læretiden fik hun ansættelse på malersalen på Odense Teater. Her fik hun kort tid efter følgeskab af kollegaen Ferdinand, som er vokset op med teaterlivet helt inde på kroppen -med en skuespiller-mor og en far, der selv var teatermaler. Små 25 år senere møder vi de to teatermalere under et af deres besøg på Odico: en Odense-virksomhed med speciale i at anvende robotteknologi til at udskære store forme og moduler til blandt andet byggevirksomheder. Men der skulle et par tilløb til, før samarbejdet mellem teatermalere og virksomhed var etableret:
- På et tidspunkt fik vi besøg af Anders Bundsgaard Petersen (direktør i Odico) ude på teatret, hvor han snakkede om den der robotteknologi. Og jeg må indrømme, at lige i starten havde jeg det noget blandet med det hele. Det var først, da jeg kom her ud på Odico, at jeg begyndte at se, hvor spændende det egentlig er, fortæller Lone.

En kæmpe chance
Herfra gik det stærkt med at få afprøvet mulighederne for at formgive og skabe kæmpestore modeller både på og uden for teatret. Og da chancen for at bruge robotten til at skabe et enormt enhjørningehoved til ILLUM juleudstilling bød sig, slog de to kunstnere til.
- Vi byggede vores udstillingsvinduer op i fuld skala i lejede lokaler på Odense Havn, fordi vi godt vidste, at vi ikke ville have en jordisk chance for at se, hvordan det ville virke, når vi først var inde i ILLUM, siger Ferdinand. ILLUM juleudstilling er nemlig omgærdet med hemmelighedsfuld mystik, og derfor foregår alt arbejdet med vinduesudsmykningen bag folierede ruder. Det var først lørdag d. 11. november kl. 12, at julemanden kunne afsløre udstillingen – akkompagneret af julekor, nisser, kunstsne og sneboldkamp.
Lone og Ferdinand fik dog en enkelt chance for at se deres mesterværk inden afsløringen. Klokken fem om morgenen – natten mellem d. 10. og 11. november – blev folien nemlig fjernet fra vinduerne og erstattet med en snespray.
- Det gav os lige et kvarters tid, hvor vi kunne se udstillingen i sit rette miljø. Vi nåede kun at få to timers søvn inden åbningen klokken 12, fortæller de to kunstnere.

Håndværk og teknologi
Det kreative samspil mellem robotten på Odico og teatermalerne fungerer i praksis på den måde, at Lone og Ferdinand modellerer en lille version af den endelige figur. I dette tilfælde et hestehoved, der uden problemer ville kunne sidde på en almindelig frokosttallerken. Derefter laves et ’skan’ i 3D, som overføres til robotten, der så kan skære en forstørret kopi i fx polystyren.
- Jeg tror, at den rigtige blanding af faglighed og teknologi netop kommer til udtryk, hvor Lone modellerer hestehovedet med sine hænder, og hvor teknologien så tager over. Hvis vi skal til at sætte os ind i tegneprogrammer, hvor man skal 3D-modellere, så kommer man så langt væk fra det, vi er dygtige til, at det ikke længere giver mening, siger Ferdinand.
Men med robotterne får Lone og Ferdinand muligheder for at arbejde med materialer og formgivning i en størrelse, der ellers ikke var mulig – eller i bedste fald meget tidskrævende og besværlig:
- Ja, under normale omstændigheder ville vi jo stå med en kædesav, og lave sådan en hest, griner Ferdinand.
I samarbejdet med Odico fører teatermalerne også noget tilbage til virksomheden:
- Vi synes jo, at det er enormt inspirerende at komme herude. Og så tænker jeg, at de nok har det på samme måde med os: Altså, at vi kan noget, som de ikke umiddelbart kan, siger Lone. Helt konkret giver det sig i hvert fald udtryk i hele den væg af små fantasifulde robotfigurer, som Lone og Ferdinand har lavet til frokoststuen i Odico som tak for lån af den store robot ude i fabrikshallen.

JULEUDSTILLINGEN
Helt på linje med juledekorationen på Hotel d’Angleterre og juletræet på Rådhuspladsen er afsløringen af en begivenhed, der varsler julens komme for københavnerne.
I år har Lone Odgaard Pedersen og Ferdinand Fleischer stået for en stor del af udstillingen med hhv. den enorme enhjørning, en nissemaskine, en stor mund og en juleversion af de to svaler. Hvert år præsenteres en ny udstilling, og intet genbruges fra tidligere år.

Søg



KONTAKT OS